Inequality for all

De to velfærdsmodeller: 

USA og Danmark er to lande, som begge benytter sig af velfærd, men ved brug af to forskellige modeller.
 I Danmark benyttes den universelle velfærdsmodel model, som sørger for en række universelle rettigheder som gælder alle borgere i landet. Dette betyder at staten yder tilskud til nogle velfærdsydelser, og at alle borger har ret til gratis velfærdsydelser i form af serviceydelser. Samtidig benyttes der et sikkerhedsnet i form af indkomstoverførsler. Dette kan blandt andet være den danske folkepension, som gælder for alle pensionister uanset indkomst m.m. Staten spiller en kæmpe rolle, når det kommer til omfordelingen af goder og i skabelsen af det sociale sikkerhedsnet, modellen er nemlig skattefinansieret. Derfor er Skattetrykket højt, og skatten betales efter en progressiv skala, således at husstande med højere indkomst betaler en højere andel i skat.                                                                           

I USA benytter man sig af en anderledes velfærdsmodel, nemlig den residuale. Denne model omtales også gerne som den liberale model, da markedet er med til at bestemme velfærden som hver enkelt har råd til. Den der har de bedste varer vil blive belønnet af det fire markedet i, form af

højere indkomst, og den dårligste omvendt.  Den usynlige hånd, udbud og efterspørgsel, er med til at afgøre hvor meget hver enkelt tjener, og derfor hvor meget velfærd der er råd. I denne model  holder staten sig på afstand af borgeren, og bryder kun ind med lidt hjælp i form af mindre beløb, når det gælder støtte til de stærkest socialt udsatte, som ikke har mulighed for hjælp af de nærmeste. I denne velfærdsmodel betales der ikke meget i skat, da dette for nogle ses som en slags tyveri. Man er sin egen lykkes smed, og på den måde mener nogle, at der skabes mere dynamik samfundet og lyst til at arbejde, dog skal der være en form for socialt sikkerhedsnet så beboerne ikke dør af hungersnød. 

 

Konsekvenser ved den residuale velfærdsmodel: 

USA’s samfund er indrettet efter den residuale velfærdsmodel. I et samfund indrettet efter denne model, går liberalisterne ind for, at staten blander sig så lidt som muligt. Opgaver, såsom børnepasning, uddannelse og sundhed overlades til det private, hvilket betyder, at man for eksempel selv skal finansiere sin uddannelse. Dette kan være et problem for personer, der eksempelvis er født ind i en fattig familie, og vedkommende har svært ved at optjene nok penge til sin uddannelse. Dette betyder, at vedkommende ikke kan få en uddannelse, hvis personen ikke arbejde sig til pengene og finansiere den.
Derudover, så kan man kun få hjælp af det offentlige i tilfælde af, at man ikke kan forsørge sig selv - og ens familie heller ikke har mulighed for det. Dog, hvis personens familie rent faktisk kan forsørge vedkommende, men at det bare ville være en byrde for dem, så ville personen ikke få noget offentlig hjælp. Det ville være familiens opgave at sørge for personen, også selv om det ville være en stor belastning for familiens økonomi. Tilhængere af den liberale velfærdsmodel mener, at det ikke er statens eller samfundets skyld, at det går andre dårligt - medmindre man er syg eller født med et handicap, er det selvforskyldt.

Der er også mange kritikere, der ikke mener, at den residuale velfærdsmodel faktisk kan kaldes for en velfærdsmodel, da velfærd forbindes med tryghed, og at der er et sikkerhedsnet til rådighed for folket. Dog er det kun den amerikanske middel- og overklasse, der vil have dette sikkerhedsnet og tryghed, da de har penge nok til at købe sig til det, hvilket kritikerne ikke mener, at man kan kalde for velfærd.
Uligheden kan ende med at blive så stor, at det går ud over sammenhængen i samfundet, og at borgeren ikke længere føler sig som en del af et større nationalt fællesskab. Dette kan føre til, at de skaber deres egne normer og regler i form af kriminalitet.
En måde, man kan udregne uligheden i et land på, er ved hjælp af Gini-koefficienten. Denne udregnes ud fra Lorenz-kurven, der er en grafisk fremstilling af indkomstuligheden i en given befolkning. Hvis ligheden i et land er fordelt fuldstændig ens, vil kurven sammenfalde med diagonalen (45° –linjen). Hvis kurven afviger fra diagonalen, er dette et tegn på ulighed. Informationerne fra denne kurve kan reduceres til et tal, nemlig Gini-koefficienten. Hvis Gini-koefficienten er på nul, er der fuldstændig lighed. Hvis Gini-koefficienten er på 100, er der dermed total ulighed. I midten af 1990’erne havde Danmark en Gini-koefficient på 25 procent, hvor USA havde en Gini-koefficient på 40 procent.  

Problematikker ved den universelle velfærdsmodel: 

International konkurrence og frihed:

Den første problematik, som her blevet debatteret heftigt, blandt dem med en liberalistisk overbevisning er det høje skattetryk.  Kritikken omhandler blandt andet, hvordan det højeskattetryk begrænser den frie konkurrence.  Ved brug af et højt skatte tryk og progressive skatter, mener nogle at dynamikken i landet svækkes. Dette vil gå værst udover de større producenter, som konkurrerer på det internationale marked.                                           Vi lever i dag i den globaliserede tidsalder, derfor er et lands internationale konkurrencedygtighed af største vigtighed, når det kommer til et lands økonomi. Samtidig mener nogle, at de penge som bliver beskattet kunne være brugt til, at skabe arbejdspladser og dermed vækst i landet.               Menneskets frihed bliver også begrænset/taget, da staten har så stor en magt over borgerens indkomst.

 

Modargumentet for denne kritik er, at et højt skattetryk – især på privat indkomst og forbrug – som ikke skader beskæftigelsen, men tværtimod understætter den, fordi konkurrenceevnen styrkes gennem investering i uddannelse, forsikrings- og udviklingsprogrammer, god infrastruktur osv. Og alt dette bliver finansieret af skatter. Desuden er selskabsskatterne og virksomhedernes sociale bidrag lave. Derfor hvis man har stor kenskab til de mange regler, som findes inden for dette, kan der hentes mange penge ind til firmaet.

Samtidig er der også meget tale om, at skattetrykket er så højt at det har en demotiverende virkning. De ekstra arbejdstimer bliver valgt fra, fordi det meste alligevel forsvinder i skat. Derfor er der ingen ”gevinst”, som er en del af den drivkraft et samfund behøver.
 

Overførselsindkomster = sovepude?

En anden problemstilling som er ofte diskuteret inden for dansk politik er landets mange overførselsindkomster. Overførselsindkomsterne sikre en fast indkomst for mange i det danske samfund. Dette kan være støtte til uarbejdsdygtige, arbejdsløse m.m. Dog er de danske overførselsindkomster blevet beskyldt for at være for høje. Mange ufaglærte på overførselsindkomster, har ikke har haft muligheden for at et godt betalt job, grundet den manglende uddannelse. For ufaglærte, som finder et job, er der kun tale om omkring 2000 kroner mere, før skat. Dette har mange ikke set som fordelagtigt, og har valgt at forblive forsøget af staten i stedet, da det økonomiskeudbytte ikke har kunnet betale sig. Derfor har mange brugt udtrykket "sovepude" om overførselsindkomsterne, når satsen på overførselsindkomster for arbejdsløse er blevet debatteret. 

Politikerne har prøvet sig frem med forskellige kampagner og reformer, som skulle gøre det mere attraktivt at komme i arbejde. Dette har selvfølgelig mødt stor kritik, da mange mener at ideen ved det danske velfærdsamfund falder hen.
 

Privatisering

Det er sådan i Danmark, at skattetrykket er højt og betales efter en progressiv skala. Dette betyder at jo flere penge du tjener, over et bestemt beløb, dets mere skal du betale af den sidst tjente krone. Dette kaldes for topskat. Disse penge bruges til at finansiere nogle af de mange velfærdydelser det danske system kan tilbyde, så som; Ældrepleje, børnehave, sundhedsvæsen, uddannelse og forskellige tilskud.                                                                               Dem der betaler lidt ekstra i skat, regner gerne med at systemet er klar til brug, når de behøver det. Men nogle velfærdsydelser er mange ikke tilfredse med. Dette kan være ventetid på hospitalet eller uddannelsesystemet. Dette har gjort, at dem med penge nok som ønsker mere service, kan købe sig til det. Dette betyder at den private sektor er vokset, og dermed er dem med højre indkomster sikret bedre muligheder. Dette er ikke kun sundhedsmæssigt, men også uddannelsesmæssigt. Tilvalg som disse virker attraktive for nogle, men ikke alle har mulighed for at få del i dem. På denne måde skabes mere ulighed i landet, hvilket modellen har som et ”mål” at undgå.
 

Sort arbejde:

Et problem som næsten er umuligt at undgå, når det komme til lande med højt skattetryk, så er det sort arbejde.Sort arbejde er problematisk for hele samfundet, da starten går glip af store summer, som ellers kunne være brugt i eksempelvis uddannelsessystemet eller sundhedssektoren.

Det sorte arbejde gør det nemmere for enkeltpersoner, at tjene mere til dem selv. Ved at snyde systemet og ikke betale skat, får de selv en større fortjeneste. Sort arbejde sker ikke kun blandt dem med lavere indkomster, men kan også forekomme blandt folk med højere indkomster.

På Danmarks statistik ses at der i 2012 i alt arbejde 150.000 mennesker(både mænd og kvinder), i gennemsnit 50 timers sort arbejde. Dem der benyttede sig mest af sortabejde var, unge arbejdere og specielt folk fra bygge anlæg branchen.

På den anden side er Danmark ikke plaget af korruption, hvilket er langt mere skadeligt. Faktisk er Danmark et af de lande med mindst korruption.