Inequality for all

Den amerikanske historie bag

Wall street krakket
I oktober måned 1929 faldt kurserne på amerikanske aktier drastisk, hvilket kan ledes tilbage til middelklassen. Efterspørgslen kunne ikke følge med den stigende produktion, idet middelklassen i USA på dette tidspunkt ikke er særlig stor. Middelklassen er en betydelig faktor for et lands økonomi, idet middelklassen skaber jobs i form af deres forbrug. I tiden op til krakket havde mange fra middelklassen investeret i aktier, der med krakket på wall street faldt i værdi. Idet mange af disse mennesker havde lånt penge til aktier, havde de nu en stor gæld, hvilket gjorde deres forbrug mindre, og dermed blev efterspørgslen mindre, hvilket medførte at firmaerne måtte fyre medarbejdere, hvilket tydeligvis var en nedadgående spiral.

Krakkets betydning på hele verden
I økonomisk forstand var verden allerede globaliseret, og det viste sig hurtigt at USA havde haft en stor økonomisk betydning verden over. Den amerikanske krise blev international. De amerikanske banker havde lånt betydelige mængder penge ud til europæiske banker, og efter krakket trak de disse lån tilbage, hvor alle landene reagerede med protektoniske forholdsregler(man hævede toldsatser for udenlandske produkter for at beskytte egen industri og egne arbejdspladser). Det resulterede i en drastisk nedgang i verdenshandlen der over 3 år blev reduceret til 1/3 af hvad den havde været i 1929.

FD Roosevelts indflydelse som præsident.
FD Roosevelt kom til magten i USA i 1933. Han mente ikke at krisen var et økonomisk sundhedstegn, som andre amerikanere mente, og han mente at staten var nødt til at gøre noget, idet denne krise ikke ville gå over af sig selv. Staten måtte ifølge Roosevelt gribe ind og afhjælpe konsekvenserne for de mange arbejdsløse. For at hjælpe uligheden og den stigende fattigdom iværksatte han offentlige arbejdspladser, og han mente at staten i en overgangsperiode skulle bruge flere penge end der kom ind, således at krisen ville gå hurtigere over ved hjælp fra staten. Idet der løbende blev flere og flere arbejdsløse, kunne staten pludselig ikke længere hjælpe dem i nød, hvilket ledte til at hjemløse familier boede i parker og ingen penge havde til mad.
Der havde tidligere været et princip om at hvis en amerikansk mand arbejdede hårdt nok, ville han altid være i stand til at forsørge ham selv og hans familie. Dette blev der efter den store arbejdsløshed sat spørgsmålstegn ved.
I 1909 var der en konference i det hvide hus, hvor problematikken omkring enlige kvinder med børn skulle diskuteres. Her kom de frem til at det var bedre at holde familierne i hjemmet fremfor at placere dem i institutioner, idet dette var en dyrere løsning. I 1933 ved præsident Roosevelt fik enlige mødre en finansiel hjælp fra staten, i form af omkring 11 dollars pr barn pr måned, hvilket jo ikke var nok, men hvilket bærer præg af et velfærdssystem idet staten tager over og hjælper de enlige mødre i nød. På samme tid blev det vedtaget at ældre uden indkomst også skulle have en finansiel hjælp.
Dette viser os også at USA allerede her havde et residualt velfærdssystem, idet det kun var de svageste borgere der havde ret til velfærdsydelser, og idet markedet stadig havde en stor betydning for landet. Inden krakket på wall street havde USA intet socialt sikkerhedsnet og intet velfærdssystem, så på den måde kan man sige at det ikke var så dårligt at det ikke var godt for noget.

 

Den danske historie: 

Fattigdomshjælp:

Grundloven som blev lavet tilbage i 1849, sagde at dem som ikke kunne forsørge sig selv og blev nødt til at få offentlig hjælp/støtte, mistede stemmeretten, retten til at gifte sig frit og frit flytte rundt i landet. Dette skyldtes, at man havde den opfattelse af, at hvis man ikke kunne forsørge sig selv, så kunne man ikke betragtes som en fri borger i samfundet. Man opfattede altså, at social og økonomisk elendighed var selvforskyldt. Man fandt senere ud af i nogle række undersøgelser i 1800-tallet, at fattigdom ikke nødvendigvis var selvforskyldt. Nogle af undersøgelserne viste, at lavtlønnede arbejdere ikke kunne spare op til deres pension.

Man begyndte så herefter at skelne mellem ”værdigt trængende” og ”uværdigt trængende”. Hvis man for eksempel meldte sig ind i en sygekasse, viste man at man var en ”værdig trængende”. På denne måde kunne man altså viste, at man fortjente de(n) offentlige ydelse(r) man fik, og det gjorde så at man ikke mistede sine borgerlige rettigheder. Dette princip kaldte man for ’hjælp til selvhjælp’. Det var dog langt fra den samme form for hjælp man fik dengang, sammenlignet med i dags velfærdsstat.

 

 

Lov om alderdomsunderstøttelse (1891):

Enhver dansk borger over 60 er berettiget til alderdomsunderstøttelse. Der er dog nogle krav, og de er således:

• Man er ikke fundet skyldig i vanærende handling (offentlig mening).

• ’Uordenligt og ødselt levned’ har bragt sig selv i nød.

• Blevet taget i ’løsgængeri eller betleri’.

• Hvis man har modtaget fattighjælp inden for de seneste 10 år.

 

Mellemkrigstiden:

Det var i mellemkrigstiden at man begyndte lave en mere konkret socialpolitik. Man begyndte at sætte faste takster og retningslinjer for socialpolitikken. Tidligere havde kommuner og diverse myndigheder langt større frihed i forhold til hvilket beløb en borger skulle have af offentlig hjælp. Her lavede man bare et skøn over værdig trang, mens man i dag har faste regler for hvordan offentlig hjælp skal tildeles. Under Første Verdenskrig vedtog man nogle række love i 1914 omkring det frie markedet, så man kunne kontrollere det bedre, hvilket i filmen ”Inequality for all” også henviser til. Altså, det at staten sætter nogle regler, for hvor markedet så fungerer.

I mellemkrigstiden fik Socialdemokratiet meget større opbakning fra vælgerne. Socialdemokratiet førte for eksempel kampagnen ”Stauning eller kaos”. Stauning var formand for Socialdemokratiet som blev dannet i 1871, og hans parti fik flertal i folketinget i 1913 sammen med Det Radikale Venstre, som blev dannet i 1905.

 

Efterkrigstiden:

Efter Anden Verdenskrig skete der fremgang i udviklingen af velfærdsstaten. Det vestlige Europa fik Marshal hjælpen, som økonomisk støtte efter hele Europa var krigstræt. Det var især Vesttyskland som fik hjælp efter at Tyskland tabte stort i mod de allierede magter, da Tyskland var fuldstændig gennembombet. Det var her Danmark fik stor økonomisk vækst og fremgang efter, at traktorer og diverse redskaber kom til Danmark. Staten blev større, og voksede mest op igennem 1970’erne. Man gik også fra at blot skulle økonomisk basistryghed, til at alle borgere skulle løftes op til et alment acceptabelt niveau. Så nu ville man ikke bare ’reparere’ sociale ulykker, men også forebygge at disse skete. I Socialdemokratiet diskuterede man også om, at disse velfærdsydelser skulle være universelle.

Dette universelle princip gjorde også, at mere eller mindre alle kunne bakke op om dette system, da alle vil nye godt af dette, og ikke mindst på dette tidspunkt den voksende middelklasse. Der kom et gennembrud i udviklingen af velfærdsstaten, da folkepension blev vedtaget i 1956 og alle borgere over 67 fik et mindstebeløb uanset deres økonomiske forhold. Også selv beløbet ikke var stort, så var det alligevel et spring i udviklingen af velfærdsstaten. Herefter udvidede velfærdsstaten sig massivt under økonomisk højkonjunktur op fra 1958 til 1973’s oliekrise. Begrebet ’velfærdsstat’ var dog nyt, og der debat både for og imod denne nye ’velfærdsstat’.

 

Velfærdsstatens Krise:

Efter oliekrisen 1973 opstod der et økonomisk problem i forhold til finansiering af velfærdsstaten. Arbejdsløsheden begyndt at stige, og udgifterne til de sociale reformer begyndte at stige meget. De liberale partier mente, at velfærdsstaten var hæmmende for væksten og de mente så, at den offentlige sektor skulle formindskes. Efter den Socialdemokraterne ikke kunne fikse økonomien med traditionelle metoder, var det de borgerlige partier som tog styringen. De borgerlige partier indførte besparelser på den offentlige sektor, samt den skattelettelser. Dette var dog ikke nok til at bringe arbejdsløsheden ned, og den endte på ca. 12% i 1993.